Til Det Kongelige Vestindisk-guineiske
Rente og General told Kammer
Indberetning om det danske Territorium i
Guinea fornemmelig med Hensyn til nærværende Kultur af indiske Kolonial
Producter eller Beqvem for samme.
Dep. For udenlandske Anlig. (DfuA) - 302
Gruppeordn. Sager 1756 - 1848
Guinea, Litra G, 1775 - 1847, Boks 872
As N. 434 GJ:p:1803
Innhold
1.Cap: Almindelig Underretning om det
danske Territorium, eller saavidt Negerne staa i venskabelig eller
Handelsforbindelse med de Danske.
§ 1: Bestemmelse og Indeling af Guinea.
§ 2: Beviser om Feiltagelse i den
almindelige Indeling af Guld og Slave Kysten.
§ 3: Beliggenheden af de danske
Etablissementer og de omliggende Nationer.
§ 4: Luftens almindelige Beskaffenhed og
Forandringer efter Aarstiiden.
§ 5: Havet.
§ 6: De fornemste Floder og Vande.
§ 7: De fornemste Bierge.
§ 8: Landets udyrkede nyttige Produkter
2. Cap: Kort Underretning om Indbyggerne.
§
9: Nationerens Forskiellighed.
§
10: Regieringen og Loven.
§
11: Stændernes Deeling i Frihed og Livegenskab.
§
12: National Had.
§
13: Religionen.
§
14: Negernes medfødte Egenskaber.
§
15: Negernes Fornødenheder.
Boeliger,
Klædedragt, Boehave, Levemaade.
3. Cap: Underretning om Beliggenheden,
Beskaffenhederne og Befolkningen af ethvert Landskab paa det danske
Territorium.
§
16: Ga.
§
17: Adampi.
§
18: Augna.
§
19: Akvapim.
§
20: Akvambu.
§
21: Volta - Krepe.
§
22: Avinno.
§
23: Akim.
§
24: Kvahu.
§
25: Krepe.
§
26: Akotim.
§
27: Assiante.
4. Cap. Indbyggernes Kultur og Industrie.
§
28: Jorddyrkningen.
§
29: Jagten.
§
30: Fiskeriet.
§
31: Tamme Kreaturers Behandling.
§
32: Haandværkeren.
§
33: Handelen.
§
34: Guldgravningen.
5. Cap. Om Etablissementerne og de Danskes
Handel og Forhold til Indbyggerne.
§
35: Etablissementernes Beskrivelse.
§
36: De Danskes Forhold til Indbyggerne.
§
37. Handelen.
6. Cap. Hvorvidt de nærmeste Landskaber
ved Etablissementerne kunne være skikkede for Kultur af indiske Kolonial
Produkter.
§
38: Ga og Adampi.
§
39: Akvapim.
§
40: Volta - Krepe og Avinno.
7. Cap. Vanskeligheder for Kulturen af
indiske Produkter.
§
41: Grundrettighed.
§
42: Bygningsmaterialier.
§
43: Arbeidere.
§
44: Lastedyr og Veie.
§
45: Vanskeligheder fra Indbyggerne.
§
46: Inbyggerne betragtende som Dyrkere af Kolonial-Produkter.
8. Cap. Vanskeligheder for Kulturen med
Hensyn til Handel.
§
47: Vanskeligheder ved Transport og Indladning.
§
48: Vanskeligheder for Skibsfarten.
1 Cap.: Almindelig Betragtning over Landet.
§
1
Bestemmelse og Indeeling af Guinea.
Guinea
er den Deel af Africa, som ligger mellem 10° nordre og 2° grad
sydlig Brede, 26° vestlig og 4° østlig Længde fra Kiøbenhavn.
Kysten
af Guinea støder til det store Verdens Hav, og ender sig nordlig ved Pynten
Verga, og sydlig ved Pynten St: Catharina (efter nogle Geographer nordlig med
Landet Sierra Liona og sydlig med Pynten Lopez Gonsalvo), mod Landsiden
begrænses Guinea nordlig af Senegambien og Nigeritien, østlig af Æthiopien, og
sydlig af Loango.[1]
Guinea deeles fra Vest mod Øst i
Landskabet af Løvebierget (Sierra Liona), Peber-Tand-Guld- og Slave-Kysten.
Europæerne have nedsat sig deels paa Guld-
deels paa Slave-Kysten; men her er Hensigten blot at give Oplysning om den
Deel, hvor de Danske have etableret sig, og de af Landets Nationer som de staae
i venskabelig eller Handels Forbindelse med.
§
2
Feil i den antagne Indeeling af Guld- og
Slave-kysten.
Den
almindelig antagne Indeeling bestemmer Guld-Kysten fra Pynten Apollonia til
Floden Volta, og Slave-Kysten fra Floden Volta til Pynten Lopez Gonsalvo eller
og til St: Catharina. Guld-Kysten fik dette Navn, fordi man ansaae den, som den
Deel af Guinea, hvor Guldet fandtes i Jorden, og hvor det i Handelen i denne
sin raae Tilstand gielte som Forestillings Værdie, hvorefter Værdien af alle
øvrige Ting bestemtes; hvor Guldet altsaa var det samme, som Mynterne i Europa;[2] men fra denne
Tiid betragtet, kan Guld-Kysten ikke strække sig længere end til Akra-Floden,[3] og Landskabet
mellem Akra-Floden, og Volta maae henlegges til Slave-Kysten af følgende
Grunde: 1. Dette Landskab frembringer intet Guld. 2. Guldet tilhandles kun i en
meget ringe Qvantitet paa Akra-Forterne, og aleene fra de Nationer, som boe
vestligere i det indre Guinea. 3. Den største Deel af dette Lands Indbyggere
kiende neppe Guldets Værd, og Snoge-Pander (Cyprea moneta L)[4] ere her, lige
som paa Slave-Kysten, den gangbare Værdi. 4. Nationerne selv have deres
Oprindelse fra Slave-Kysten. 5. Akra Floden, endskiøndt den er mindre bekiendt,
er dog ligesaa beqvem til Grændseskiæl, som Volta-Floden. Ere disse Grunde
tilstækkelige til at forandre den gamle Indeeling, saa bliver Landet vest for
Akra-Floden ligetil Pynten Apollonia at ansee for Guld-Kysten, og Landet øst
for Akra-Floden ligetil Pynten Lopez Gonsalvo eller St: Catharina at ansee for
Slave-Kysten.
§
3
Beliggenheden af de danske Etablissementer
og de omliggende Nationer.
De
Danske ere altsaa ifølge foregaaende § aldeles ikke etablerede paa Guld-Kysten,
men paa den vestligste Deel af Slave-Kysten fra Akra-Floden til Auguja Pynten,
som udgiør en Strækning af omtrent 28 danske Miile.[5]
Landskaberne
i denne Strækning ere fra Vesten mod Østen[6]:
Ved Strandbredden: Ga, Adampi, Augna.
Dybere i landet: Akvapim, Akvambu,
Rio-Volta-Krepe,[7] Avinno.
Endnu dybere: Akim, Kvahu, det egentlige
Krepe,[8] Akotim.
Ovenfor Akim og Kvahu og endnu Længere
vestlig ligger Kongeriget Asiante, hvoraf alle førnævnte ere enten middelbar
eller umiddelbar Vasaller.[9]
Beliggenheden,
Størrelsen og Stæderne i de fleeste af disse Landskaber kan ...tigere (?) og tydligere sees paa vedfestede
Kort, [10] end een
vidtløftig Beskriveelse er istand til at forklare
samme. Asiante, Kvahu og en stor Deel af
Akim og Krepe havner i Kortet, da jeg formedelst deres lange Fraliggenhed ikke
har kunnet skaffe mig de nødvendige Kundskaber om dem.
§
4
Luften.
Endskiøndt Klimaet her er ikke saa store
Forandringer underkastet, som i de tempererede Zoner, saa viser dog hver
Aarstiid sig i sin forandrede Skikkelse, og med særdeles Indflydelse
fornemmelig paa Planteriget.
Fra
Midten af December til Midten af Januar, ja ofte hen i Februar, hersker den saa
kaldte Harmattan[11]; dette er en Uklarhed
i Luften, som ved første Udseende ligner Taage, men har aldeles intet af
Taagens andre Beskaffenheder. Luften er i denne Tiid saa udtørrende, at de
fleste Urter henvisne og mange Træer tabe deres Blade; Trævesen enten revner
eller krumme sig, og antage af sig selv deres forrige Skikkelse, naar Harmattan
er forbi; Huden tørres, Læberne sprække, Øinene inflamere, Aandedrættet
irriterer Brystet til en tør Hoste, og Hygrometret viser usædvanlig Tørhed.
Sielden medfører Harmattanen farlige Sygdommer, og naar jeg undtager de smaae
Uleiligheder dens udtørrende Egenskaber foraarsage, saa er den næsten en af de
sundeste Aarstiider. Uklarheden i Luften, som altiid følger Harmattanen, synes
at bestaae i et fiint hviidagtigt Støv, som maa være saa let at den mindte
Bevægelse i Luften er istand til at holde det hværende. Man finder dette Støv
paa Klæbende Legemed, som ere udsatte for Luften f:fx: Tougværket på Skibe,
Planterne, Negernes Hud. Naar Harmattanen er stærk, skiuler denne Uklarhed
Solen et par Tiimer efter dens Opgang og før dens Nedgang, Horizonten viser sig
da blot mørkerød, og hele Dagen seer man Solen som en gloende Skive uden
Straaler. Sielden er Harmattanen meget stærk, i Almindelighed begynder den med
eller forøges ved østlige og nordøstlige Vinde som pleie at indfinde sig paa
denne Tiid; den ender sig som oftest med en Travat.[12] Travat er en vedholdende
Pladeregn[13] i 2 a 3 Tiimer, som begynder med
Torden og stærk Storm; i Guinea regner det sieldnere paa andre Maader. Februar
og Martz have almindelig klar Luft og megen Hede, men sielden Travater indtil
Solen mod Slutningen af Martz nærmer sig Zenith, da Luften begynder at blive
meere og meere skyefuld. December, Januar, Februar og Martz kaldes den tørre
eller ufrugtbare Tiid, og kan i denne Henseende betragtes som dette Lands
Vinter. I April og Maj er Luften skyefuld og kiøligere, i denne Tiid falde ofte
Travater og ofte, en vedholdende Regn uden Storm og Torden; disse 2 Maaneder
kaldes den store Regntiid. Juni begynder ligesom Maj, men forandrer sig lidt
efter lidt til klart Veir, og har sielden Travater. Juli har klart Veir intil
Juni mod Slutningen, naar Solen paa sin Tilbagegang fra Norden begynder igjen
at nærme sig Zenith, da Luften atter bliver skyefuld, der indfinder sig sydlige
og sydøstlige vinde, som medføre Støvregn og en ubehagelig vandkold Luft; denne
Forandring i Veirlaget tiltager i August, som ogsaa kaldes Sinkesu-Tiiden[14] af en fisk af Makreel-Slægten, som i denne
Tiid
fanges i Mængder. I September aftager
denne Støvregn, men derimod indfinder sig indtil Midten af October ofte
Travater, hvorfor denne Tiid ogsaa kaldes den lille Regn-Tiid. Slutningen af
October, November og December have klart Veir ligetil Harmattanens Begyndelse.
Duggen
er det eeneste, som underholder Planteriget i den tørre Aarstiid, da dette
ellers vilde ødelegges af den vedholdende Hede uden Regn, dog er Duggen i Strandegnene
temmelig sparsom, maaske fordi Søvinden driver Dunsterne dybere ind i Landet.
Paa
Kysten hersker bestandig periodiske Vinde, som blot afbrydes af de i Harmattan
og Sinkesu Tiiden ofte indtreffende østlige Vinde og af de Storme, hvormed
Travatene begynde, hvilke kan komme fra
enhver Side. Disse periodiske Vinde ere Søe-Vinden og Landvinden. Søevinden fra
Syd-Vest blæser uafbrudt og temmelig stærkt fra Kl: 9 Formiddag til Kl: 10 a 12 om Natten. Fra den
brusende Brænding fører den ligesom en Dugg eller Taage af Søevand ind over
Landet, hvilket har en meget skadelig Indflydelse, baade for Bygningerne ved
Stranden, som blive giennomtrængte af Fugtighed, og Planteriget, som meget
underkues, hvorfor ogsaa Buskene ved Stranden ligge i samme Direction som Vinden,
og ligsom tilskaaren med en Sax.
Landvinden
fra Nord-Vest blæser ustadigere og meget svagere, den begynder en Tiime efter
at Søevinden har ophørt, og vedvarer til Kl: 7 Formiddag.
Noget
dybere i Landet forandres disse Vinde efter Beliggenheden af de forskiellige
Egne, de giennemstryge; og dybt i Landet har man afvæxlende og ubestandige
Vinde.
Barometret
viser, som almindelig i det hede Klima, megen liden Forandring.
Thermometret
ligeledes; ; den almindelige Varmen i luftige skyggefulde Værelser er 21° Reaumur om Morgenen, 25° om
Middagen, 22 ½ om Aftenen, og dette alle Aarets Tider, uagtet nerverne ofte i
Januar, April og Maj, men især i August og September føle en ubehagelig Kulde,
og til andre Aarets Tiider en utaalelig Hede.[15] Den største Forandring
viser Thermometret ved at udsættes for Solen, især i Middags-Tiiden, da det
almindelig stiger 14° til 18° høiere, eller til 40° a 44° efter Reaumurs Scala.[16]
Hygrometret
viser sig som i Europa, undtagen i Harmattan Tiiden, Da det meere og meere
nærmer sig den høieste Tørheds Grad.
Klimatets
Sundhed er meget forskiellig efter beliggenheden af de forskiellige Egne, og
viser endogsaa temmelig mærkelig sin Indflydelse paa Landets egne Børn;
saaledes ere f: Ex:
Standnegerne meere velskabte, muntre,
stærke og sunde end de øvrige; Biergnegerne mindre af Vext, sortere af Farve,
og svagere af Bygning; og Volta-Negerne ere især efter Oversvømmelsen udsatte
for en farlig Galde-Sygdom.[17] For Fremmede
er Klimaet overalt meget usundt, dog meere i de skovrige Biergerne, især i
Dalene, end ved Stranden; men mest usundt er det ved Volta efter
Oversvømmelsen; i øvrigt synes Maanederne August, September og October at være
de usundeste. Fremmede som opholde sig nogen Tiid i Landet, blive uungaaelig
angreben af en Sygdom, som foraarsages af Klimatet; [18] Udfaldet af denne
retter sig efter Subjectets Alder og Constitution; unge og svage men dog sunde
ere ikke saa stor Fare underkastede, som aldrende sterke og blodrige, disse
virke formeget mod den Forandring Klimatet vil frembringe i Legemet og maa
tilsidst segne for Overmagten. I almindelighed indfinder Sygdommen sig i 3. til
5. Maaned efter Ankomsten, og mærkeligt er det, at den altid er farligere jo
længere den udebliver. Sielden undgaae Nordboere over 30 Aar at blive Rov for
Klimatet; men Fremmede fra varme Klimater, eller Europæere, som tilforn have
opholdt sig paa lignende Steder ere naturligviis mindre Fare undergivne. Søe
Folk, som bestandig opholde sig i deres Skibe uden nogensinde at komme i Land
blive meget sielden angreben. Hvad Sygdommens Natur angaar, da er den næsten
samme for alle Subjecter, nemlig en meget hidsig Galde-Feber, som snart gaaer
over til en heftig Grad af Nerve-og Forrraadnelses-Feber, og inden meget faae
Dage ender sig enten med Døden eller en stærk
Durkløb, [19] som vel tiener til at
bortskaffe Sygdoms Materien, men dog ofte udarter og svækker Patienten til det
yderste. Uagtet den virkelige Sygdoms Gang er meget heftig, saa reconvaleseerer
Patienten dog meget langsom, formedelst det hede svækkende Klima.
§5
Havet som støder til denne Deel af Guinea
er væsten for St: Pauli Pynt den guineiske Bugt af det Æthiopiske Hav og østen
for samme Pynt den beninske Bugt.
Som
overalt paa Kysterne ved det store Verdens Hav i det heede Klima hersker her
bestandig Ebbe og Flod, som i Almindelighed giør een Favn Forskiel paa høieste
og laveste Vand.
Ligeledes
hersker her i Havet en bestandig Strøm, som følger Kysten fra Vest mod Øst med
en Hastighed af 6 - 12 Miile i 24 Tiimer. Almindelig vender denne Strøm sig een
gang hver Maaned, men ikke til nogen bestemt Tiid, den modsatte Vej og
vedbliver saaledes med forstørret Hastighed fra een til tre Dage. I December
kommer denne østlige Strøm oftere, især med de paa den Tiid herskende østlige
Vinde.
Havets
Rullinger brydes uophørlig og overalt paa den hele Kyst, hvilket foraarsager en
meget høi Brænding.
I
Maanederne April, August, Septemer og December er Havet meget fiskerigt, især i
August og September paa den saa kaldte Sinkesu-Banke.
§6
De fornemmeligste Floder og Vande
Sacumo-fyo[20] eller
Akra-Floden er det egentlige Grændseskiæl mellom Guld og Slave Kysten, den
udspringer i Asiante, under Navn af Humo[21] giennemstrømmer den
Akim, og endelig under Navn af Sacumo-fyo skiller den Landskabet Ga fra Fante.
De
smaae Flode; Kåle[22] eller den
lille Akra-Flod, Poissi[23] eller
Labodej-Floden, Sakumo-nupa[24] eller
Temma-Floden, Laloe eller Ponny-Floden, have alle deres Oprindelse af de fra
Akvapim Biergerne nedstrømmende Bekke.
Floden
F`lau eller Volta begynder meget dybt i Africa, men hvor, har jeg ikke kunnet
indhente Efterretning om.[25] Lidt ovenfor
Akvambu giennombryder den Biergstrækningen, og flyder frem med saadan Hastihed
at intet Fartøi kan arbeide sig igiennem Strømmen. Fra Biergstrækningen og til
dens Udløb viser Kortet nøiagtigere dens Situation, end jeg her i
Vidløftighed kunde beskrive den. I
September, naar Regntiden i det indre af Africa har fyldt alle Aaer og smaae
Floder, stiger Volta over sine Bredder, den oversvømmer alle nærliggende Egne,
og ofte endogsaa bortskyller Negerbyer, som ere anlagte paa de høieste Stæder
ved Flodbredden. Det er meget farligt i denne Tiid at være sig i smaae Fartøier
paa Floden, da den løber med utroelig Hastighed, og man maa søge fra Sted til
Sted over de oversvømmede Egne. Vandet er i denne Tiid ganske muddret, og 2 til
3 Miile ud i Havet er det endnu fuldkommen ferskt; over een Miil ud fra
Mundingen reiser Floden og Havet en frygtelig høi Brænding mod hinanden; dette
vedvarer til midt i October, da Floden begynde at træde tilbage i sit Leie. Den
øvrige Tiid af Aaret gaaer Havets salte Vand omtrent 4 Miile op i Floden, og
Ebbe og Flod virke endnu meget dybere; dog bryde Havet og Floden endnu mod
hverandre, men denne Brænding staaer under Ebbetiiden neppe over ¼ Miil fra
Udløbet, og under Flod Tiiden næsten i Mundingen selv. Volta er i Udløbet,
omtrent 1/8 Miil breed, og paa det dybeste omtrent 2 Favne, men Grunden
forskyde sig ofte, dog kan med Forsigtighed Fartøier gaa 9 og 10 fod gaa op til
Ada, og noget mindre Fartøier op til Malfi.[26]
Amu
eller Augna-floden forbinder Augna-Songo[27] med Volta, den giør mangfoldige Bugter og er
temmelig dyb lige til Viny; den har Ebbe og flod med Havet, og bestandig salt
Vand, undtagen naar Volta i Oversvømmelsen stiger saa høit, at den trænger det salte
Vand tilbage til Augna-Søen; den er overmaade fiskeriig.
Floden
Tojeng har mangfoldige Greene, som giennemskiære Landskabet Krepe, men
Hovedstammen, som ogsaa kaldes Kripong-Tajeng, slynger sig igiennem Akotim og
Avinno, og udgyder sig i Amu.[28] I September
stiger denne Flod pludselig til betydelig Høide, og træder efter 3 a 4 Dage ligesaa hastig
tilbage i sit Leie; formoderntlig har den sin Oprindelse fra en dybt i Landet
liggende Indsøe, som formedelst Regnen paa denne Tiid bryder ud; i Aaret 1802
kom den saa pludselig, at den ødelagde Byen Adahme, og den største Deel af
Indbyggerne satte Livet til.
Augna-Songo
eller Augna-Søen 4 Miile østen for Volta, er 5 Miile Lang og 3 Miile breed, men
kun lidt dyb, den har bestandig salt Vand. Det synes rimeligt at baade
Augna-Floden og Augna-Søen ere danned, ved det at Havet har opkastet den smalle
Landtunge, som strækker sig fra Voltas Munding og til Auguja-Pynten[29].
Jeg
maa her anmærke at Rømer i sin Efterretning om Kysten Guinea p: 285[30] omtaler
Augna-Søen, som en Deel af Volta, og giver den en overordentlig Størrelse, og
et urimeligt Antal Øer; tillige har han givet Anledning til, at Kloppenburg i
sin Geographie 2 ?:
p: 220[31] har forøget
denne Feil ved at legge Malphi, Tøffri og Agraffi paa Øer i bemeldte Søe.[32] Ligeledes
beretter Isert i sin Reise nach Guinea[33] p: 115: at Volta 1 ½
mile fra sin Munding danner en Søe 15 Mile Lang og 12 Miile bred, hvori ligge
mangfoldige Øer, denne Søe existerer aldeles ikke, med mindre man vil antage de
i October oversvømmede Egne for en Søe, og da vil hele Omegnen af Volta blive
en Søe, men kun i October Maaned.[34]
§7
De fornemste Bierge
Omtrent 4 Miile fra Strandbredden ved
Floden Humo begynder en Biergkiede i Direction fra Syd-Vest til Nord-Øst, og
skal strække sig meget dybt ind i Africa, den har intet felles Navn for den
hele Strækning, men fra Floden Humo og til Volta kaldes den Akvapim, og i nogle
Søekort urigtigt store Akra.[35]
Nåjo
et enkelt fritstaaende meget høit Bierg mellem Akvambu og Admpi nær ved Volta,
det kaldes i de fleste Søekort store Ningo.[36]
Sjaj,
Krobbo og Ussudeku ere sammenbeboede Bierge, som reise sig paa Sletten mellem
Adampi, Volta og Akvapim.[37]
Adaklu
og Agu ere 2 høie fritstaaende Bierge i Krepe.
§8
Landets naturlige Produkter
Elefanter, Flodheste (Hippopotamus),
Vildoxer, Vildsviin, mange Arter Anteloper, Harer, Abekatte, Zibutz Katt,[38] Pindsviin,
Vildænder og Snæpper og mange Arter, Perlehøns og
Agerhøns, Vildduer, Papegøier og andre
vilde Fugle, hvoraf mange ere spiselige.
Vilde
Bier som give Vox og Honning. Overflødighed af forskiellige velsmagende Fiske,
Skilpadder, Østers, Hommer, Kraber, Reier.
De
stedlige Dyr ere: Løver, Leoparder, Buskhunde[39], Krokodiller,
Boa-Slanger, giftige Slanger, Skorpioner, Termiter, Huusmyrer, og undertiiden
sværmende Græsshopper i gyselig Mængde.
Olie-Palmen
giver baade Olie og Viin, samt mange Materialier til Negernes Huusbygning; Skiermpalmen
Borassus (giver de stærkeste Bielker); [40] den Lille Vin Palme
giver en behagelig Viin;[41] af
Silkebomuld-Træet giøres Negernes Kanoer;[42] 2 ubekiendte Arter af
Bomuld-Busken give hviid og guul Silke;[43] en Busk af Slægten
Podalyria giver rødt Farvetræe; [44]
Indigo-Robinia, en nye Plante, bruges af Negerne til at farve mørkeblaat; [45] Gummi Loch (?), et Surrogat for Copal,
bringes fra Asiante; [46] Busken som
giver Ricini Olie;[47]
Indigo-Planten;[48] Sø - et Slags Kryderi
af Slægten Sinona;[49] en ubekiendt
men kun maadlig Art af Peber; [50] Spiselige
Frugter ere f: Ex: Naivie 2 Arter af Slægten Annona; [51] Abada og Agingeli 2
Arter af Slægten Uvaria, deres Blade ere tillige Surrogat for Laurbærblade, [52] Latja af
Slægten Achras/d; [53] Atia af
Slækten Lupania;[54] Iyi Frugten af
Borassus[55], Aflaumbe af
Slægten Carissa;[56] Adodomi af
Slægten Crysobalamis;[57] Amagomi en nye
Plante-Slægt; [58] endnu ere
mangfoldige Planter, som Negerne bruge som Deel, for Medicin, eller til anden
øconomisk Nytte.
Af
Mineral-Riget er Guld og Salt de fornemeste Produkter.
2. Cap.: Almindelig Betragtning over
Indbyggerne.
§
9
Nationernes Forskiellighed
Indbyggerne i ethvert af de i § 3 benævnte
Landskaber udmærke sig fra hinanden ved Sprog, Regiering, Religions-Skikke og
ingroet national-Had.
Hovedsprogerne
ere Asiante, Ga og Krepe-Sprogerne.[59] Akim, Kvahu, Akvapim
og Akvambu have hver sin Dialect af Asiante-Sproget. Adampi og Akotim have
samme Dialect af Ga-Sproget. Volta-Krepe[60], Avinno og Augna have
forskiellige Dialecter af Krepe-Sproget.
§10
Regieringen
Enhver
Negerbye kan paa en vis Maade ansees som en
aristocratisk-patriarcalsk-Republik; thi hver Familie har sin Patriark eller
Famile-Fader; af de største og altsaa mægtigste familiers Patriarker bestaaer
Byens regierende og dømmende Raad, i hvilket den saa kaldte Kabosjer - en
arvelig Værdighed - er Præsident.
Ga,
Adampi, Volta-Krepe og det egentlige Krepe bestaae af ligesaamange saadanne
Republiker, som der ere særskildte Byer.
Augna,
Avinno, Akvapim, Akvambu, Akotim, Akim, Kvahu og Asiante have i enhver enkelt
Bye samme aristocratiske-patriarkalske Regjering, men tillige er enhver af
disse Nationer samled under et fælles Overhoved, som i Foreening med de
forskiellige Stæders Formænd afgiør alle Sager, som angaae det almindelige.[61] Dette
Overhoveds Magt og Værdighed er arvelig; jo større Nationer han bestyrer,
destomeere Myndighed har han vidst at
tiltrække sig; saaledes er f: Ex:
Overhovedet eller den saa kaldte Kongen i Asiante meere Liig en uindskrenket
Despot end den første Repræsentant for en Republik.[62]
Lovene
ere deels gamle Vedtægter, indpræntede i Hukommelsen dels Domme fældte i Sager
af samme Beskaffenhed, som den hvorom der tvistes, dels ved særdeles Leilighed
offentlig udraabte Forholds Regler.
§11
Om Frihed og Livegenskab
I enhver Neger-Stat deler Nationen sig i 2
Stænder nemlig den frie og den Livegne. Frie er enhver, som fødes af en frie
Moder, eller en Livegen, som har faaet sin Frihed. De friefødte udgiøre de
egentlige Familier i Staten, og ingen uden disse kan komme til Statens
Værdigheder. Livegne er enhver, som fødes af en Livegen Moder, eller enhver
Frie, som ved Leilighed har tabt sin Friehed. Friehed tabes ved at blive Fange
i Krig, paa mange Stæder ved Leiermaal, ved at blive solgt for egen eller
Familiens eller hele Nationens Gield eller Brøde; ja den tabes endogsaa naar en
Frie paa en ulovlig eller voldsom Maade bliver fanget og solgt. Thi i dette
Tilfælde beholder Kiøberen hvad han har, og Sælgeren aleene staaer til Regnskab
for sin Handling. Den Livegne ansees efteer Vedtægterne for sin Herres fulkomne
Eiendom, og ingen offentlig verslig Ret kan beskytte Slaven mod sin Herres
Magt, han kan derfor berøve, sælge, lemlæste, ja endog dræbe ham, uden at nogen
anden end Familien kan kræve Regnskab derfor; føler den Livegne imidlertiid sin
Skiebne for tung; saa løber han bort, og har han intet andet Tilflugt saa
overgiver han sig til Fetissen (Gimavong)[63] som dennes Livegne,
og herfra kan Ejeren ikke fordre ham tilbage; men sielden har Slaven Aarsag til
at beklage sig over sin Herres Forhold. De Livegne, som ere fødte i Familien,
blive opdragne med Familiens Børn og næsten altid anseete og behandlede som
disse; kun de, som ere kiøbte af fremmede Nationer, og endnu ikke forstaae
landets Sprog, blive i Almindelighed overladte til det besværligere Arbeide.
Til
Livegen kan ogsaa paa en vis Maade regnes frie Negere, som blive Pandteller
Gidsel;[64] de maae arbeide
for Pandthaveren, som en anden Livegen, og blive saadan anseete, kun at han
ikke tør lemlæste eller dræbe dem, thi i dette Tilfælde betaler Pandsætteren
sin Gield, og forbeholder sig Ret til at søge Erstatning. Naar et Pandt døer,
eller Løber bort, eller ikke opfører sig efter Ønske, saa maae Pandsætteren
enten betale Gielden, eller sætte et andet antageligt Pandt.
§12
National Had
Endnumeere end Sprog og Regiering
adskiller national Hadet de forskiellige Nationer fra hinanden, dette har
almindelig sin Aarsag fra fordums Krige og beskiemmede Nederlag; ved
entusiastiske Fortællinger indpræntes dette Had i Børnene og voxer med Alderen.
Forhaanende Sange, som almindelig bruges ved offentlige Fester, forbittrer
først Gemytterne fra begge Siider, og giver siden Andledning til aabenbar
Feide. Saadant Had bærer af Misundelse og Undertrykkelse de fleeste af Naboerne
til det mægtige og stolte Asiante. Akvambu er hadet af alle de øvrige Nationer
undtagen Asiante, som beskytter den, og Augna, som er deres allierede. Adampi
og Volta-Krepe hade Augna. Adampi og Krobbo hade og førfølge hinanden. Augna og
Quitta ligeledes. Ga og La bære af Misunnelse Had til Ussu, fordi denne
adampiske Familie midt i Ga Landet høster de største Fordele af det danske
Hovedfort, og har dettes særdeles Beskyttelse.[65]
§
13
Religionen
Skiønt denne er den samme for alle her
omtalte Nationer, saa har dog enhver især visse Skikke, som de bestandig
beholde, og som udmærke dem fra andre, f: Ex: Omskiærelsen, Høitideligheder som
unge Mænd og Piger maae have underkasted sig førend den nøiere Omgang mellom
Kiønnene, og deslige.
Negerne
holde sielden nogen Samtale over Religionen, og, som jeg troer, tænke de neppe
i denne Materie; det er derfor ikke underligt, at deres Religion er en Blanding
af forvirrede Teser, hvori den eene er heel forskiellig fra den anden; dog ere
de for det meeste eenige i følgende: De tilskrive alle Tings oprindelse et
høieste Væsen, som kaldes Njumba[66]; men dette
Væsen nedlader sig ikke til Omsorg for Menneskene, hvorfor de heller ikke viser
ham nogen Opmærksomhed; Verdens og Menneskets (det vil sige Negernes)
Bestyrelse har han overdraget til Væsener, som kaldes Gimavong, og ligeledes
have deres Oprindelse fra ham.[67] Gimavong ere
mangfoldige, hver Bye, ja ofte enkelte Familier have en egen Gimavong, der er
ligessom Stedets eller Familiens Skytsaand, og hvis Virkekreds ikke strækker
sig meget udenfor Stedets Grændser. Gimavong tiltroes paa alle muelige Maader
at kunde gavne eller skade Menneskene, og forudsige eller aabenbare
Hemmeligheder; Haab og Frygt fængsler altsaa Negerne til sin Fetis som han
søger at behage ved Offer, visse Handlinger, og Afholdenhed fra visse ting.
Ofte hersker Uenighed mellem de forskiellige Fetisser; og man kan søge
Beskyttelse og Tilgivelse for en mægtigere Fetis, efter at have fortørnet den
mindre mægtige.
Visse
Ting, som ved en hensigtsmæssig Indvielse tiltroes at have erholdt en
fortryllende Kraft til at forbygge Sygdom eller anden Uheld, og at fremvirke
det modsatte, kaldes af Negerne Vong.[68] Vong bæres dels paa
Kroppen, deels hensættes i Huse, paa Veie eller andre Stæder. Hvor stor
forskiel der end er paa Vong og Gimavong saa have Europæeren dog bestandig
blandet begge under det Navn Fetis.
Da
Gimavong troes at aabenbare sin Villie giennom sine Præster, saa kan disse ofte
ved foregiven Indskydelse lede Negerne baade til onde og gode Handlinger.
Negerne
ere Religionen hengiven med Enthusiasme, men uden at paabyrde nogen den,
tvertimod ere de især imod Europæerne meget hemmelighedsfulde; dog nøde de
endogsaa Europæerne til at iagttage saadanne Skikke, hvis Overtrædelses Staf
vilde skade det almindelige f: Ex: at dræbe vise hellige Dyr; at grave i Jorden
om Mandagen, at fiske i Havet om Tirsdagen og deslige:, Gimavong vilde her
hævne sig paa en Maade, hvorved alle vilde lide, hvorfor ogsaa alle oprører sig
ved slige Forseelser.
Religionen
synes egentlig blot at befatte sig med de Pligter og den Dyrkelse, som
tilkommer Gimavong; og Pligter imod Næsten ere ikke Religionens men blot den
verslige Regierings Sag. Religionen lægger intet særdeles Forbud paa Mord,
Tyverie og slige Laster, men den verslige Ret betiener sig af Religionen til at
opdage Forbryderne, eller paa visse Maader at aftvinge Tilstaaelsen; ogsaa
lader Gimavong sig anraabe til at straffe ukiendte Forbrydere.
Egteskab
er en verslig Sag og staaer i ingen Forbindels med Religionen. En Mand kan ægte
saamange Koner som hans Formue tillader.
§14
Negernes medfødte Egenskaber.
Negerne ere velskabte, stærke og kan
udholde megen Besværlighed, vel ere de uoplyste, men de mangle ikke medfødt Vid
i Almindelighed ere de egennyttige, dovne, vellystige, muntre, sorgløse for
Fremtiiden ikke saa slaviske, som man skulde formode om en slavisk Nation,
tvertimod paa en anstændig Maade ærbødige, og dog frie baade mod deres Herrer
og andre Oldinge, Mægtige og Rige. Forfædrenes Haandteering og Skikke ere de
ganske hengivne. I Krigen ere de feige mod Overmagt, grusomme mod Undermagt,
men tappre mod Ligemagt.
§
15
Negernes Fornødenheder.
Boeliger. Huusene bygges andeles af
Strandnegerne, end i de indre Landskaber. Strandnegerne bygge af Leer, som de
først ælte vel med Fødderne, og siden opkline med Hænderne; det nederste ved
Grunden bygges ofte til en halv eller heeel Alens Høide med Leer og Kampesteene.
Huusene have noget nær Størrelse og Udseende med vore almindelige Bondehuuse; i
Almindelighed bygges de saaledes, at en Familiefaders samtlige Bygninger
indslutte forskiellige firkantede Gaardsrum, hver til sin Bestemmelse. Af
Mangel paa Glas ere Vinduerne forsynede med Træluger, og i det indvendige af
Bygningerne ere mange Værelser, hvor den eene Væg er ganske aaben. Taget er
belagt med Staae; (Ga og Adampi med en lang Rygaas, med (?) i Augna bygges
Taget ofte Conisk. Forskiellen mellom Strandnegernes og de indre i Landet
boende Negeres Bygninger bestaaer deri, at disse opreise et Ristværk af
sammenflættede Qviste, som de baade ud og indvendig bekline med Leer; en saadan
Væg bliver meget tyndere; men ogsaa meget mindre varig end Strandnegernes; Taget
bestaae af Maatter, som ere sammenflættede af Oliepalme-blade.
Klædedragten
er høist simpel, den bestaaer af 2 Stykker Tøj; det eene 3 Alen langt og 1 Alen
bredt, er egentlig bestemt til at bedække Kiønsdeelene med, og bindes paa en
hensigtsmessig Maade om Lænderne; det andet 3 Alen langt og bredt svøbes om
Kroppen, for Fruentimret fulkommen som et Skiørt, men for Mændene halv som
Skiørt og halv som Skierf. Den øvrige Deel af Legemet er blottet, og kun i
Haaret, om Halsen, Haand- og Fod-Lenderne bruges Guld, Koraller eller
Amuletter. Sielden bruges Fodsaaler eller noget til at bedække Hovedet med.
Boehavet for en Neger bestaaer i hans
Vaaben (Flindt, Patrontaske, Huggert og et par Knive), Hans Markredskaber (en
Rosar Hakke, en Tiørne Kniv (?)[69]) og et Slags
Øxe, hans Fiskeredskab (en Kano og et Kastenæt), hans Kiøkkentøi (et par
Leerpotter, Kalabasser, en Træslev, og en Træmorter), det øvrige er: en Stoel,
et lille Speil, en Regn(?)lage[70] Kniv, et
Skrin, og en Maatte at sove paa. De fornemste have foruden dette blot nogle
musikalske Indstrumenter, som: Trommer og Horn af forskiellig Størrelse.
Levemaaden
svarer i Simpelhed til alt det øvrige; Negerne staaer op med Solen, drikker sig
et varmt Afkog af Malt, ryger en Pibe Tobak og gaaer til sit Arbeide, Kl: 9
holder han sit første maaltid, Kl: 1 gaaer han i Bad, Kl: 4 holder han sit
andet Maaltid, Maaltidet bestaaer endogsaa for den rigeste Neger af en eeneste
Ret, som oftest er Fisk eller Vildt, som tillaves med Palmeolie, Spanskpeber,
tør fisk, og den umodne Frugt af Hibiscus. I Almindelighed tilbringes Aftenen
især ved Maaneskin; selskabelige Fornøielser, da hver Kiøn samles for sig og
glædes ved Brændeviin, Tobak, Dands og Musik.
Næringsveiene ere Jorddyrking, Jagt,
Fiskerie, Fædrift, Salttilberedning og Handel.
Saa simple og faa ere Negernes
Fornødenheder, og dog søger han hverken Forbedring eller Forøgelse; disse har
han vendt sig til, og kan skaffe sig ved lidt og tilvandt Arbeide, hvorimod
enhver Forandring endogsaa til det bedre, vilde falde ham fremmed og besværlig;
han synes virkelig at føle sig lykkelig i sin Tilstand, og han spotter hemmelig
over Europæernes Svaghed, som trænger til saamange Fornødenheder og
Beqvemmeligheder.
3 Cap.: Særskildt Betragtning over ethvert
Landskap i Nærheden af de danske Etablissementer.[71]
§
16
Ga kaldes Landskabet mellem Floderne
Sakumo-fyo og Sakumo-nupa fra Strandbredden og næsten 4 danske Miile dypt.[72] Dette Landskab
afvæxler med Høie, Dale og Slætter; det er begroet med grovt vidtstaaende Græs
over Mandshøide og adspredte Buske og Træer, som blive større og hyppigere, jo
meere de ere fjernede fra Stranden.[73] Da Biergkieden
Akvapim ligger strax norden for dette Landskab og tiltrækker sig Skyerne, saa
lider Ga Mangel paa Regn i Forhold, som Egnen af samme er fiernet fra Aqvapim;
Vand er derfor her en almindelig Mangel, især noget efter Regntiiden, naar det
hist og her i Dalene, Aaerne eller i de dertil gravede Buler forsamlede
Regn-Vand enten er bortdunstet eller forbrugt, Strandnegerne ere da ofte i den
tørre Aarstiid nødsaget til at hendte deres Vand 2 a 3 Miile Dybt i Marken; dog
ere Dalene i Regntiden temmelig moradsige[74], og Veiene
derigjennem meget besværlige. Jordbunden er i smaae Strekninger meget
afvæxlende, dog er den almindeligste paa Høiene en okeraktig Leer blandet med
Sand og smaae Steene under hvilken man i en Dybde af 2 til 3 Alen som oftest
finder en løs okeragtig Sansteen eller Skifferleer; derimod nederst i Dalene
har Regnen nedskyllet en del Muldjord, som her er blandet med Sand og Blaaleer,
og man finder Grundlaget som oftest at være reen Blaa Leer. Jo meere man
fierner sig fra Stranden, jo meere finder man at Jorden taber af sin okeragtige
og steenede Beskaffenhed, og nærmer sig; meere og meere til en bedre Blanding
af Muld, Leer og Sand. Den leeragtige Bestanddeel, som er saa almindelig især i
Standegnene, giør Jorden ved udholdende Tørke meget haard, saavel for
Bearbeidning, som Planternes Fremvæxt. De Stæder i Nærheden af Stranden hvor
Leeret i mindre Mængde er tilstæde, har igien saameget større Overflødighed af
Sand. Smaae Aaer, som for det meste kun have deres Tilværelse i Regntiiden,
samle sig tæt ved Strandbredden i Lagunen, som tilsidst bryde du i Havet, og
nogen Tiid staae i forbindelse med samme hvormed de fyldes med salt Vand;
endelig opkaster Brændingen lidt efter lidt en Dæmning af Sand, som tilsidst
hæver Foreeningen nu afdamper Vandet ved Solheden saa stærkt, at Negerne danne
Flade Panner i Blaaeleeret paa Lagun Bredden, hvori de øse Vand af Lagunen, som
heri hastig afdamper til Salt. Disse salte Laguner, og det salte Vand, som
gaaer meget høit og i Floderne, giennomtrænge Jordbunden i Nærheden, og giøre
den mange Stæder meget saltagtig. Strandbredden er løs Sand, som paa de fleeste
Stæde skiuler Klipperev af Granit eller Gneis, som ligger i Havets Overflade i
en Retning fra N:V: til S:Ø: og endelig tabe sig i Dybet.
Folkemængden
udgiør med store og smaa uden Undtagelse næsten 6000.[75] De ernære sig ved
Fiskerie, Agerdyrkning, smaa Kreaturers Tillæg, Salthandel, og de Fordeele de
have med Europernes Slavehandel. De fleste Indbyggere boe i Byer ved Stranden,
og blot de faae som dyrke Jorden boe i det indre af Landet, men da disse
langtfra ikke kan frembringe det nødvendige Forraad, saa maa Ga tilkiøbe sig
Resten fra Akvapim.
§ 17
Adampi kaldes Kystlandskabet mellem
Floderne Sakumo-nupa og Volta.
Den
vestlige Deel af dette Land lige til Laj ligner fulkommen Ga, naar ieg blot
undtager at Jorden her har sjeldnere den okeragtige Leer, som er saa hyppig i
Ga, men derimod er Blaaleeret og især Sandet meere almindeligt.
Fra
Laj og fremimod Volta er Landet blot forskiellig deri, at det meere og meere er
begroet med Buske og Træer, tillige er det meere og meere underkastet
Oversvømmelse af salt Vand, jo nærmere det ligger Volta. Dette Vand krystalliserer
sig paa mange Stæder især paa Ada-Songo til 2 Fingres Tykkelse og derover.
Ved
Volta selv bestaaer Jorden her det meste af Blaaleer, og indeholder overalt
Kogsalt med en liden Deel Saltpeter. De fleste Egne her ere bevoxte med Skove,
men have dog kun, faae til Bygninger og sligt Brug nyttige Træer, blant disse
ere Borassus flabelliformis[76] og Avicennia
tomentosa de nyttigste.[77] Paa de
moradsige Stæder ere Skovene uigiennemtrængelige af Rhisophora Mangle;[78] Steene ere paa
2 a 3
Miile nær Volta en overordentlig Sieldenhed, og Strandbredden mangle de
Klipperev, som i Ga og det øvrige Adampi ere saa almindelige; den bestaaer blot
af den løse Sand.
Til
Adampi regnes ogsaa Ada-Øen og nogle smaae Øer i Volta, men alle disse ere
ubeboede, og af ingen Betydenhed. Ada Øen er næsten en Miil lang og neppe en
halv Miil bred, for det meeste sumpig og giennomskaaren med mange smaae Greene
af Volta; den største Deel er leeret og sandet, begroet med Buske og Skov; i
Oversvømmelsenes Tiid er den største Deel under Vand.
De
sumpige og skovrige Egne ved Volta fylde Luften med Dunster og forhindre
Vindens Giennemgang, hvorfore Klimatet her er meget usundt især efter Voltas
oversvømmelse i October og November, da ........(?) og forraadnende animalske og
vegetabilske Deele, som efterladers af Floden, udbrede smitsomme Sygdomme, som
paa denne Tiid herske mellom Indbyggerne, og især yttre sig ved Opløsning i
Blodet og bedærvet Galde-Sygdom. Thermometret viser altid ved Volta 2 a 3 Grader meere end paa
andre Stæder, og Heden er ofte utaalelig. Inbyggernes Antal beløber sig nær til
5000.
De
vestlige Adamper leve ligesom Ga Negerne, og da Fiskeriet er deres første
Næringsvei, saa maa de tilkiøbe sig de fleste Jordprodukter fra Akvapim.
De
østlige Adamper leve forumuelig med Salthandel og Fiskerie i Volta og de smaa
Øer og Floder vesten for samme, de dyrke næsten intet uden Kassava (Jatropha
Manihot). Salt, hvori deres egentlige Velferd bestemmes,forskaffe de sig blot
ved den Umage at bære det frem fra Ada-Songo, som er en oversvømmet Egn 4 Miile
vesten for Ada.[79] Jordprodukter
tilkiøbe disse Adamper sig fra Volta Krepe, som ligger strax norden for dem.
§
18
Augna ligger mellom Floden Volta og Auguja
Pynten, og stækker sig fra Stranden 2 til 3 Miile dybt i Landet. Mellem Havet
paa den eene Side, og Augna Songo ved Floden Amu paa den anden, bestaaer Landet
lige til Auguja Pynt af en smal landtunge, som enten har ufrugtbar sandig Grund
eller Morads, fra Volta og til Atokko, den første Bye, er den bevoxet med Buske
og Skov mest af Aba-Kokkos (Hyphæne).[80] Landet nord for
Floden Amu, saavidt det kan regnes at tilhøre Augna, er en meget lav Slætte,
som enten er sumpig og bevoxet med Skov af Rhizophora og Avicennia, eller
frugtbar Marskland, som dog meest benyttes til Qvegavl. Strandbredden er her,
ligesom i det østligste Adampi, løs Sand, som opkastes af Havet og som ingen
Grundlag har af Klipperev, ligeledes ere Steene en overordentlig Sieldenhed i
dette hele Landskab. I Bugten mellem St: Pauls Pynt og Auguja Pynten lægger
Havet næsten aarlig noget til Landet, saa at Fortet Prindsensteen siden det
blev anlagt, er fjernet meere end 300 Skridt fra Stranden. Hvor man i denne
Strækning vil grave et par Fod dybt, fremqviller strax ferskt Vand af Sandet,
Indbygerne bruge aldrig andet Vand, og nægtet det er Havets Vand, som paa denne
maade bliver filtreret giennem Sandet, saa er det dog umærkeligt brak.
Folkemængden
udgiør henimod 8000, som ernære sig ved Fiskerie, Qvegavl, Kornhandel og lidt
Agerdyrkning og Salttilberedning. Deres meeste Fiskerie skeer i Amu og
Augna-Songo, og kun meget sielden fiske de i Havet. Augnaerne ere de eeneste,
som drive Qvægavlen i nogen Overflødighed; Kornhandelen, som er en betydelig
Deel af deres Næringsvei, skeer ved Mellemhandelen med Avinno og Fortet
Prindsensteen eller forbiseilende Skibe.
§
19
Akvapim bestaaer af en Biergkiede, som
begynder omtrent 4 Miile fra Stranden norden for Ga ved Floden Humo og strækker
sig mod nordøst til Floden Volta. De største Bierge i denne Strækning ere Abode
og Lahte, som omtrent ere 6000 fod perpendiculars Høide[81]; saavidt jeg har
kundet erfare, bestaaer Grundlaget af Granit, Gneis og Leerskifer, og naar ieg
undtager en okeragtig Leer, som dog er meget sielden, saa har jeg intet Spor
fundet til Metaller, dog skal efter Negernes Sigende hist og her i Dalene meest
norden for Biergene findes Guld, men som Indbyggernes Religion forbyder dem at
eftersøge.[82] Spor af
Vulcaner findes ingensteds. Det hele Landskab er bevoxet med Skov af
overordentlig Høide[83], som blot er
giennemskaaret af enkelte Fodstier, og hist og her udryddet for Jordbrug; den
øvrige Deel af Skoven er uigiennemtrængelig formedelst Slyngkrat, som overalt
omslynger og sammenflætter Træstammerne. Jo nærmere Grændserne af
Strandlandskaberne, jo meere aaben bliver Skoverne og tillige blandede med
Buskadse. Jordbunden er næsten overalt af en fortrinlig Frugtbarhed, de fleeste
Stæder bestaaer den af Muld blandet med lidt Leer og Grus
eller Sand. Fra Biergene nedstrømme smaae
Bekke, som giennemstømme Dalene, og meget befordre Frugtbarheden. Selv
Strandnegerne, uagtet deres Tilbørlighed til Magelighed, finde det saameget
fordeelagtigere at dyrke deres Jordprodukter her, at de ikke agte paa den
besværlige Transport. Ikke blot Jordbunden, men ogsaa Klimaet bidrager sit til
at befordre Vegetationen; her falder ofte Regn, og en meget stærk Dug; især i
de skyefulde Maaneder April, Maj, August og September ere Biergene saaledes
indhyllede i Skyer, at der synes at herske en Taage, som skiuler Solen til Kl :
9 om Formiddagen og efter Kl : 4 om Eftermiddagen, og falder som et tæt
Støvregn. Dette føielige Klima og Jordbund foraarsager at her hersker for Øiet
en bestandig Sommer, naar Strandegnene ofte ere udtørrede og henvisne.
Paa
Biergerne er Luften temmelig tempereret, dog er Middagen med klar Himmel
temmelig heed og Nætterne ubehagelig kolde. I Dalene er Heeden ofte ganske
utaalelig, Skovene derimod have i deres Skygge endogsaa paa den heedeste Tiid
af Dagen en angenem Kiølighed.
Indbyggerne
ere omtrent 16000, som beboe Biergene, og for det meeste dyrke Dalene, de
ernære sig næsten ene af Jordyrkning og Jagt, de have faa tamme Kreaturer, og
hverken Hornqvæg eller Sviin; deres overflødige jordprodukter sælge de til
Strandnegerne, og forskaffe sig igien Fisk og Salt.
§ 20
Akwambu ligger østnordøst for Akvapim paa
hiin Side Volta og omtrent 7 Miile fra Stranden. Landet er Slætte med nogle
Høie og Dale, det skal have mange frugtbare Egne og eendel Skov.
Indbyggerne
beløbe sig omtrent til 10000, som enten beboe øer i Volta eller Flodbredden.
Deres Næring er Jordyrkning, Jagt og Slavehandel; de kiøbe nemlig Slaver i
Krepe og sælge igien til Europæerne.
§ 21
Rio-Volta - Krepe. Saaledes troer jeg
bedst at kunde benævne det Landskab ved Floden Volta, som beboes af en Krepeisk
Nation; det ligger nord for Adampi, langs floden Volta, begynder 3 Miile fra
dens Udløb, og ender ved Akvambu. Landet er idelig Slætte, bevoxet med Skov og
Buske, og giennemskaaret af mangfoldige Bække og Aaer, som løbe til Volta.
Jordbunden har de fleeste Stæder en ualmindelig Frugtbarhed, som meget forøges
ved Voltas aarlige Oversvømmelse, da næsten hele Egnen er under Vand. Regnen i
dette Landskab, omendskiøndt ikke saa sielden som i Ga og Adampi, er dog ikke
saa hyppig som i Akvapim. Klimaet er overordentlig heedt og usundt især efter
Oversvømmelsen.
Indbyggerne
ere omtrent 6000, som ernære sig af Jordyrkning, Jagt og Fiskerie; deres
overflødige Jordprodukter sælge de til Ada, og tilkiøbe sig igien Salt. De
beboe Byer paa de høieste Stæder ved Flodbredden.
§ 22
Avinno. Dette landskab ligger nord for
Augna mellom Volta og Augna Søen, det er ligesom Volta-Krepe en Slætte med
mængde Skov og Buskadse, men det er ikke saamegen Oversvømmelse underkasted, ei
heller ikke ganske saa frugtbart.
Inbyggerne
ere omtrent 3000 som nære sig ved Agerdyrkning, Jagt og Fædrift; deres
overflødige Jordprodukter sælge de til Augna og tilkiøbe sig igien Fiske og
Salt. Familierne boe for det meeste adspredte.
§
23
Akim. Nordvest for Akvapim er et meget
stort Land, som afvæxler med Høie, Dale, Slætter og hist og her enkelte Bierge,
i Dalene ved hvilke der gives Guldmiiner, som skal være temmelig rige, men som behandles paa
altfor simpel Maade, og i den største Deel af Landet stride det endog saa mod
Indbyggernes Religion at eftergrave Guldet.
Akim
er næsten ligesaa folkeriig, som alle førnævnte Landskaber tilsammentagne;
Inbyggerne nære sig ved Agerdykning og Jagt, og kun paa nogle faae Stæder ved
Guldgravning.
§
24
Kvahu deles egentlig i 2 landskaber; et
Lille Kvahu, som ligger nord for Akvambu, og Store Kvahu, som ligger nordøst
for det lille Kvahu. Begge Landskaber ere kun lidt bekiendte, men de skal have
en Folkemengde omtrent som Akvambu.
§
25
Krepe. Eller det egentlige Krepe er et
meget stort Landskab som ligger norøst for Akvambu, det er meget folkerigt og
frugtbart og er Fødelandet næsten for alle de Negere, som blive udførte fra
Fredensborg, Kongensteen og Prinsensteen og en stor Deel af de, som udføres fra
Akra-Forterne. Indbyggerne boe i Byer og næsten det hele Land skal være optaget
til Dyrkning.
§ 26
Akotim er en lille Nation af admpisk
Herkomst,[84] som har boesat
sig i den sydvestlige Deel af Krepi. Folkemængden udgiøre omtrent 3000, de
ernære sig fornemmelig ved Agerdyrkning og Jagt, og Handel med Krepe.
§
27
Asiante[85] ligger Norvest for alle førnævnte; Landet og
Folkemængden vil omtrent være ligesaa stor, som alle de forhen beskrevne
tilsammentagne. Nationen er samlet under et Overhoved eller Konge, hvoraf alle
førnævnete ere enten middelbar eller umiddelbar Vasaller. Deres Næringveie ere
Slavehandel med de indre africanske Nationer og Europæerne, Krige og
Streiferier i det indre Africa, Jordyrkning og Jagt.
4. Cap.: Om Industriens nærværende
Tilstand for Indbyggerne.
Saa
faae Fornødenheder, som Negerne have, saa liden Lyst til at forøge den, og saa
besynderlig Hang til gamle Sædvaner ere naturligviis ingen Opmuntringer for
Kulturen til at giøre særdeles Fremskridt; det er derfor ingen Under, at man
finder alting ligesom i sin første Barndom; Agerdyrkning, Jagt, Fiskerie og
Fædrift ere de fornemeste Næringsveie; Haandværkerne befatte sig blot med
Jordyrknings Redskaber, Vævning og slige uundværlige Ting; og Handelen bestaaer
for største Deel i Bytte.
§
28
Jordyrkningen beskieftiger sig næsten eene
med de nødvendige Næringsmidler, og man dyrker næsten ingen Plante i anden
øconomisk Hensigt, endsige for den blotte Fornøielse.
De
eenest Redskaber Negerne betiene sig af i Marken forestilles i medfølgende 3
figurer.[86] Den første
figur forestiller en Spade-Hakke, som egentlig er det Redskab hvormed Negerne
bearbeider Jorden. Bladet er 6
Tommer høit og 4 Tommer bredt, og Skaftet bestaaer af et
Fundet Stykke Træe omtrent 1 Alen langt. Figuerne A og B viise Forskiellen paa
dette Redskab, hvilken aleene bestaaer i den Maade Bladet er befæstet paa
Skaftet, A bruges af Strandnegerne, og B af de indlandske; begge have den
Ufuldkommenhed at (i org. Står det af) Skaftet er for kort, hvorfor Arbeideren
bestandig maa staae bøiet forover og tillige savner den Kraft et længere Skaft
vilde give, hvilken Mangel dog nogenledes erstattes ved den svære Knude paa
Enden af Skaftet. Den anden fugur viser i Forholdsviis Størrelse til
foregaaende en Buskkniv, som Negerne bruge for at afhugge Buskadse til Brænsel,
eller for at rydde den Jord de vil dyrke. Den tredie figur viser ligeledes en
Øxe til at fælde Træer med, Bladet af denne er kun 2 Tommer bredt, hvilket
giver megen Kraft til at fælde Træer med haardt Veed.
Naar
Negeren har udseet sig et Stykke Jord til dyrkning, saa afhugger han først alle
Buskene ved Roden, og ophugger alt Græsset med sin Spadehakke, naar dette i
nogle Dage har lagt at tørres, saa antændes det, og er der store Træer, som han
ikke i Magelighed kan fælde, saa samler han saa meget Brændsel ved Foden af
det, at det enten ganske udtørres eller og tilsidst maa falde, og, ligesom det
øvrige med sin Aske tiene til Giødsel for Jorden. Helst udsøger Negeren saadane
Stæder, som have megen Buskadse, da der i Almindelighed findes den bedste Jord. Naar Jorden saaledes er
ryddet og løsnet, saa saaer Negeren deri hvad han har bestemt paa følgende
Maade, han giør med sin Spadehakke Huller i Jorden i passende Afstand og
Størrelse efter det forskiellige Sædkorn, en anden følger bag efteer, kommer
Sædkornet i hvert Hul, og træder det til med Foden. Mange Aar efter hinanden
kan Negeren ikke benytte sig af et Stykke Jord, da han ikke forstaaer at giøde
det, naar han derfor synes at det er udmattet, forlader han det og søger et
andet. Maanederne April og August ere de egentlige Død-Maaneder; og Juli og
November ere Høst Maanedene; den største Udsæd og Høst er i April og Juli.
De
Produkter som dyrkes ere : Mais,[87] indiansk-Hirse
(Holcus bicolor et (A?): H
Saccharatus), [88] Riis,[89] Bønner af
(Dolichos esculentus n:sp,[90]
Phaseolus vulgaris,[91] Cytisus Cajan,[92] Glycine
subterranea,[93] Arachis
hypogæa,[94] Jams (Discorea
sativa),[95] Stokjams
(Jatropha Manihot)[96] Patatos
(Convolvulus Batatas)[97] Tannies (Arum
esculentus)[98] Pisang (Musa
paradisiaca) Bakko (Musa sapientum),[99] Kasiokler den umodne
Frugt af Hibiscus esclentus,[100] Atropo:
Frugterne af (Solanum macrocarpon, S. geminisolium, S. insanum, S. hirsutum n:sp),[101] Løg (Allium n:sp), Lakros (Cyperus
esculentus)[102] Ingefær,
Paradiis Korn,[103] Spanskpeber
(af Capsicum Baccatum, C frutesec..,
C: grossume,
C. cerasiforme),[104] Kokosnødder,[105] Paypajas
(Carica Papaja) Gujavas (Psidium pyriserum), [106] Kasju (Anacardium
occidentale),[107] Annanas,[108] Sukkeræbler
(Annona Squamosa),[109] Vandmeloner,[110] Pomerantzer,[111] Bomuld,[112] Sukkerrøret,[113]
Kallabas-Planten (Cucurbita lagenaria et ?:n:sp:),[114] Desmerkorn (Hibiscus
abelmoscus),[115] Prikkeltornen
(Cactus Tuna).[116]
§
29
Jagten maa skaffe Negeren en betydelig
Deel af hans Fødemidler; til Jagten betiener man sig overalt i disse Landskaber
af Skydegevæhr, men sielden ere Negerne gode Skyttere, neppe forstaar de at
sigte med en Flindt, og de søge deres Fordeel ved at belure Viltet i Buskadser
ved Vandstæderne Naar Jægeren faaer meere Vildt end han kan forbruge friskt,
saa røger og tørrer han det. Akvapim, Akim og Asiante have Mangel paa tamme Kreaturer,
de maae derfor fremfor de øvrige erstatte dette Savn ved Jagten.
De
vilde Dyr, som ere gienstand for Jagten, finds § 8 blant Landets naturlige
Produkter.
§
30
Fiskeriet er en Næringsvei som
naturligviis kun kan drives af Strand og Flod Negerne; i Almindelighed fisker
Negeren med kastenæt, som han veed med megen Behændighed at bruge. Sidst i
Juli, i August og først i September fanges med Angel en stor fisk af Makreel-
og en anden af Torske-Slægten paa den saa kaldte Sinkesu-banken (see Kortet[117]). I Augna
Floden og Augna Søen drive Negeren derimod Fiskeriet paa en anden Maade, de
have nemlig af sammenflettede Kviste opstillet forskiellige Ristværk hvormed de
baade spærre Veien for Fisken, og tillige lade dem hen i opstillede Næt eller
Ruser, ved hvilke de gierne kaste noget Lokkemad. Foruden denne Maade bruge
Augna-Negeren ogsaa Trækkenæt.
De
overflødige Fiske, som ikke kan nydes friske, blive rensede, besprængte med
Salt, og saaledes henlagte i Solen for at tørres; naturligviis antage de en betydelig
Grad af forraadnelse, førend de blive fulkommen tørre, denne tørrede halvraadne
Fisk bruge Negerne næsten i alle deres Retter, og den er den vigtigste
Handelsgreen for Strandnegeren med de indlandske Nationer.
Fiskene
ere mangfoldige Arter, og især til visse Aarstider i største Overflødighed, de
ere baade velsmagende og sunde, og lykkeligviis besidde ingen den farlige Gift,
som er saa dræbende i Vestindien.
§
31
Tamme Kreature offre Negeren megen liden
Opmærksomhed, de maae alle rygte sig selv og søge deres Føde; Sviinet er det
eeneste, som nyde nogen særdeles Pleie, da dette ikke saavel kan overlades
sigv, uden at gaae tilbage i sin naturlige vilde Tilstand. Kiødet er det
eeneste man benytter af Dyrene, og intet Dyr bruges paa nogen særdeles Maade f:
Ex: Hunden til Jagt eller Bevogtning, Oxen til Arbeids-dyr, eller Koen til at
give Malk; end ikke Augna-Negeren, som meest af alle lægge sig efter
Hoverqvæget, vide at benytte sig af Koemelken.
De
tamme Kreaturer ere; Oxen, Faar, Giedder, Sviin, Hunde, Katte, almindelige og
tyrkiske Ænder, Kalkuner, Perlehøns, Høns, og Duer. Heste og Asler, savnes
ganske.[118]
§
32
Haandværkerne forstaae blot det groveste
og alleruunværligste Arbeid f: Ex: at smide Jordyrkings Redskaber,
Stridshukkerter, Hængsler og Søm. At spinde grovt garn af Bomuld paa en
Haandteen, og deraf at væve smalle Strimler Tøi, et halv Qvarter Breede hvilke
siden syes sammen. At udskiære af et Stykke Træe en Art Skammel til at sidde
paa. Det eeneste som kan tiltrække sig Opmærksomhed er Negernes Blaafarvning,
da denne er temmelig god, og skeer paa en ukiendt Maade og af ukiende Planter.
Farveren samler Blomster-klaserne og de nye udsprungne Blade af Akassi (Robinia
n: sp:)[119] disse knuses
og dannes i Kugler som tørrer i Solen. Naar disse Kugler skal bruges til
Farvning, tillaver han en stærk Askeluud af Fjong (Vitex n: sp:)[120] eller af
Memelete (Achyranthes n:sp:)[121] i denne Luud
udblødes den
smaaskaarne Rad af Bojtegi (Psychotria n:sp:)[122] og siden
sønderbrydes deri Kuglerne af Akassi, nu hensættes det et par Dage for at
giære, og Farvesuppen er færdig. I denne suppe gientages farvningen saa ofte,
til Tøiet er mørkt nok, hvilket almindelig skeer i 2 a 3 Gange. Farven er ligesa
ægte og ligesaa skiøn, som vores Indigoblaa. Meget urigtig anfører Isert p: 140
at til denne Blaafarvning bruges Bladene af en Bignonia og Roden af en
Tabernamontana.[123]
§
33
Handelen bestaaer for største Deel i Tusk
Handel, da Marknegeren giver sine overflødige Jordprodukter til Strandnegeren,
for igien at faae Fiske og Salt. De omreisende Kiøbmænd tiltuske sig Slaver mod
europeiske Vahre, og sælge atter igien deres Slaver paa samme Maade til
Europæeren.
§
34
Guldgravningen.[124] Guldet graves blot
enkelte Steder i Akim, ikke fordi det ikke findes andre Steder, men fordi
Religionen forbyder at eftergrave det andre Steder. Det søges meest ved Foden
af Biergene, hvor det findes gedigent i en Lys teglsteenrød Jord i smaae Korn
af forskiellig Figur og Størrelse, undertiden i Stykker af nogle Lods Vægt.[125] Sielden grave
Negerne dybere end 12 til 20 Alen; de grave da Trinnviis hvorved den hele Huule
bliver skraae, og de da ingen Afstivning forstaae at bruge, saa indtreffer det
ofte at Huulen styrter sammen. Den røde Jord, som saaledes opgraves, bringes af
Qvindene til nærmeste Vandsted eller Flod, hvor det udvaskes. Naar Vandet
formedelst dybden trænger alt for stærkt til Huulen, maa de forlade den, og
grave et andet Sted. En Huule kan i det høieste vare et Aar, da den maa styrte
sammen i Regntiiden.
5. Cap.: Om Etablissementerne og de
Danskes Handel og Forhold til Indbyggerne.
§
35
Etablissementerne
Hovedfortet Christiansborg ligger i
Landskabet Ga, ved Byen Ussu[126], paa en
Klippe tæt ved Stranden, under 5° 40¢ norde Bredde og 11° 45¢ vestlig Længde fra Kiøbenhavn.[127] Omenskiøndt
Bygningens Dannelse som Fort ikke er saa ganske rigtig (?), saa er den dog med
tilstrækkelig Besætning, Amunition og Provition i alle Tilfælde istand til at
forsvare sig mod Landets Indbyggere, ja endogsaa formeldelst Landets
Beskaffenhed, mod en temmelig (?)europeisk Magt. Ved medfølgende Grundtegning
har ieg søgt at undgaae en vidløftig Beskrivelse, som dog maaske vilde blive
utydelig.[128] I
Grundtegningen forestiller den graae Farve Planen af Batterierne og den røde de
Bygninger, som ere opførte paa Batterierne.
A Fortets
Gaard.
B og C 2 Cisterner.
E Trappen
fra Gaarden og til Batteriet.
D En
liden Gaard aflukket med en Muur.
F En
Bygning 2 Etager høi; den underste for Corps de Garde og nogle smaae Værelser,
den øverste for Gouvernements Salen.
G En
Bygning af 3 Etager; nederste er egentlig en Kielder Etage hvori er Pal-Kamre
(?).[129] for
Gouverneuren, og et par Værelser for Betienterne; anden Etage beboes eene af
Gouvereuren og tredie staaer almindelig Ledig for Raadet, naar dette er samlet.
H En
muuret Trappegang.
I En
Bygning 2 Etager høi; underst for smaae Værelser og øverst for Contoiret og
Værelser til Fulmægtigen.
K Kirken.
L En
Bygning een Etage høi, den er delt mellem Præsten og Doctoren.
M En
Bygning 2 Etager høi, underst er inndelt i smaa Værelser, og øverste beboes af
Bogholderen.
N og O 2
Bastioner, som ere een Favn høiere end det øvrige Batterie.
P En
Kielder under Batteriet, som er indrettet til Kiøkken og Ildsted for Vagtilden.
G Indgangen
til Fortet.
R Trappegang
unden for Fortet, fra Porten ned til Stranden.
S En
Forværksmuur.
T En
Bygning indrettet til Værksteder og Kornmagazin.
U En
Bygning indrettet til Verkstæder.
V Et
Batterie mod Søesiden.
X En
meget stor Cisterne, som er ufuldført.
Overalt under Bygningerne paa Fortet
findes rummelig Pakhuuse, og i en Hauge tæt ved Fortet er endnu en stor og god
Cisterne. Den sydøstlige Deel af Fortet er endnu Levninger af den gamle
portugisiske Bygning.[130]
Friderichsberg er en Bomulds Plantage
anlagt af Wrisberg ¼ Miil nord-nordvest fra Christiansborg; derpaa er et lille
Vaanings Huus og nogle Neger-Huuse.[131]
Augustaborg i Landskabet Ga ved Byen
Tessing 1 ½ Miil Øst for Christiansborg er et lille regulairt Fort, det er
fiirhiørnet med en Bastion paa hver Hiørne, og har 19 kanoner i .... (?) Kaliber;
endnu er det ikke fuldkommen færdigt.[132]
Isegram i Landskabet Adampi, ved Byen
Ponny, er et lille fort af Bygning som Augustaborg, hidindtil har man blot lagt
Grunden, og for længe siden ophørt med at fulføre det.[133]
Fredensborg i Landskabet Adampi, ved Byen
Ningo, 8 Miil Øst for Christiansborg.[134]
Forklaring af Grundtegningen;
A Indgangen,
vender mod Søesiden.
B Gaarden.
C En
lille Cisterne.
D Trappe
fra Gaarden og til Batteriet
E Trappe
fra Gaarden og til Vaaningsbygningerne.
F og G 2
Vaanings Bygninger, den første har en lav Kielder Etage.
Andre Bygninger ere Pakkhuuse, men baade
disse og Betienternes Beqvemmeligheder ere meget smaa. Uden om Fortet er en
Formuur inden for hvilken Byens Negere i paakommende Feide kan tages i
Beskyttelse; i dette Forværk er tillige en god Bygning for Haandværkstæder.
Kongensteen i Landskabet Adampi, ved byen
Ada, tæt Floden Voltas vestlige Bredde, 1 ½
Miil fra dens Munding.[135]
Forklaring af Grundtegningen:
A Ingangen,
vender mod Flodbredden.
B Gaarden.
C Trappe
op til Bygningen.
D En
Vaanings Bygning een Etage høi. C og D stod i Arbeid, da ieg forlod Guinea.
E. F. G Værelser
under Batterierne inrettede dels til Vaaning, dels til Pal-Kamer.
Over
F staaer for nærværende Tiid en Bygning af Leer, som skal bortages naar Bygningen
D bliver færdig. Fortet har ingen Formuur, og endnu større Savn er det, at der
ingen Cisterne er, thi den største Tiid af Aaret maa fersk Vand hendtes et par
Miile op i Floden, hvilket er en væsentlig Ufulkommenhed ved et Fort.
Prinsensteen i Landet Augna, ved Byen
Quitta, 7 Miile Østen for Volta.[136]
Forklaring over Grundtegningen:
A Indgangen,
vender mod Søesiden.
B Gaarden.
C Trappe
til Batteriet og Vaanings Bygningerne.
D, E og F Vaanings
Bygninger paa Batteriet, alle een Etage høie.
NB Under Batterierne ere gode Pak- Huuse.
G En
Formuur om Fortet.
H Korn-Magazin
Dette Fort har ingen Cisterne, og behøver
ingen, da man ved at grave et par Fod i Sandet faaer meget godt Vand.
NB Ved en Feiltagelse af Isert (fra Reise
nach Guinea p: 33 og 105) har han ved at sætte Alen i Stedet for Fod, giort
Kongensteen og Prinsensteen 4 Gange større i Flade indhold, end de virkelig
ere.
Fredericksnopel paa Bierget Amannopasso i
Akvapim er et Stykke Land, som Capt. Isert tilkiøbte sig af Indbyggerne, for
der at anlægge en Kolonie, men Iserts og de fleeste Kolonisters Død eller
Misfornøielse ophævede det hele Anlæg, og for nærværende Tiid er neppe Spor
tilbage.[137]
Fredericksstæd er en leiet Grund i Akvapim
i Dalen ved Dudua, her har Hr. Flindt, som befuldmægtiget af Oberstlieutenant
v: Rohr[138] begyndt et
Plantage Anlæg, hvilket nu er ganske forladt.[139]
§
36
De
Danskes Forhold til Indbyggerne hvad det Forhold angaaer, som for nærværende
Tiid er mellem Indbyggerne og de Danske saavelsom alle andre Europæere, da kan
disse ikke ansees annerledes end Indsidderne, som Indbyggerne taale fordi de
finde deres Fordeel derved. Alle Europæere ere boesatte her for Slavehandelens
Skyld, denne har hidindtil været deres eeneste Beskieftigelse, og for dennes Oplivelse
(?) og Understøttelse nyde Indbyggernes Fornemste en fastsat Lønning, hvilken
tillige i paakommende Feide forbinder dem til at følge den Nations Banner,
hvortil de bekiender sig, dog nyde de ved saadan Leilighed særdeles
Godtgiørelse og Belønning. Vel kalde Negerne Europæerne Herrer, og vise dem
megen Agtelse, men denne Agtelse grunde sig paa Europæernes Midler, hvoraf de
enten middelbar eller umiddelbar have Fordeel; Herredømmet er kun en tom Lyd,
thi Negerne ere i denne henseende ganske uafhængige af Europæerne, og følge kun
deres egen Regiering og Love, med mindre det er ganske ligegyldige Tilfælde,
eller Europæerne viide at bestikke Magthaveren. De afgiøre selv deres egne
Sager, med mindre de ere af den Beskaffenhed, at de behøve Europæernes Anseelse
og Penge, for at hielpe dem til Rete. Alle Tvistigheder mellem en Europæer og
Neger maa afgiøres efter Negernes Love, paa hans Forum, og almindelig paa en
partisk Maade.
Ingen
europæisk Nation har Grundret i Guinea, naar jeg undtager Ammannopasso i
Akvapim, som tilhører Dannemark, og dog vil Indbyggerne sikkert giøre
Vanskeligheder naar dette atter skulde optages til Dyrkning.
§
37
Handelen. De udgaaende Vahre, som
hidindtil have været gangbare i Handelen, ere blot Slaver, en ringe Qvantitet
Guld og Elfenbeen, og nogle faa Provisioner for Slaveskibene. Der gives vel
andre Vahre af Landets egne Produkter som kunde tiene til Handel f: Ex:
Honning, Vox, Zibatz, Palmeolie, Leopard- og Dyre Skind, Gummi Looch,
Paradisharer,[140] Ingefær,
Kajenne-Peber, Riis, Kornsorter, Silke-bomuld, [141] vild-Bomuld, rødt
Farvetræe og andre lignende Produkter, men de ere dels i altfor ubetydelig
Mængde, dels til saa høie Priiser, at de endogsaa lettere kunne indføres
andresteds fra.
De
indgaaende Vahre ere ostindiske engelske og danske Katuner og Sirtzer,
Tørklædtøjer af Kattun,[142] og andre
simple Bomulds-Tøier, rødt og stribet Taft, røde Silke Tørklæder,
Slesisk-Lerred, Krudt, Flindter, Jern, Kobber og Blye i Mængder, smaa
Tin-Kander og Kummer, bøhmiske og hollanske Koraller,[143] Piber, brasiliansk
Rulle-Tobak, og nordamerikansk Black-Tobak, Rom, hollandske Knive.
Negerne
kiende meget vel Vahrens Værdi, og kun meget faae Artikler kan med fordeel
udføres til Guinea fra Dannemark, da de engelske Handlende ere i stand til at
levere de fleeste for bedre Kiøb, og de Handlende have saalænge kappes om at
nedsætte Prisen den eene for den anden, til Fordeelen tilsidst er bleven
overmaade ubetydelig.
6 Cap.: Betragtning over de nærmeste
Landskaber ved Etablissementerne, med Hensyn til Culturen af indiske Produkter.
Af
foregaaende Capitel sees at Slavehandelen er det eeneste, som har lokket
Europæerne til Guinea og som hidindtil har sysselsat dem der; thi Guldet og
Elfenbeenet betragtes ganske som en Bieheng, som i Almindelighed kun
Skibsbetienterne føre sig til Nytte. Ved Slavehandelens Ophævelse
tilintetgiøres derfor Aarsagen til Deres Ophold og Etablessementernes
Vedligeholdelse, dersom ikke en anden ligesaa fordeelagtig Handelsgrunn kunde
fremtræde i hines Sted; det eeneste, som skulde kunne frembringe denne, var
Landets Benyttelse til Kolonial-Produkter og disses heldige Fremgang.
Landets
forskiellige Situasjoner (See 3. Cap.) foraarsager ligesaastor Forskiellighed i
Klimatet, og selve Jordbunden er ligesaamegen Forandring underkastet, saa man
med Rette kan giøre sig at velgrundet Haab om at de fleeste intertropiske
Produkter enten det eene eller andet Sted vil finde passende Jordbund og Klima.
§
38
Ga og Adampi vise sig meest fordelagtige
for Bomulds Plantning, thi Landet er høit og tørt, og giennomstreifes bestandig
af Vindene, hvormed Bomulds Planten trives bedre, og giver meere og bedre Uld;
en anden Fordeel er det, at Regnen er sparsom, og indskrænket til visse Aarets
Tiider, hvorved Bomulds Høsten som indfalder i den Tørre Tiid, intet lider af
Fugtighed, som ellers saa let smudser og bederver Ulden; vel er Jordbunden især
i Nærheden af Stranden temmelig mager, men Bomuldstræet ikke aleene lader sig
nøye dermed, men trives endogsaa meget vel deri hvorpaa Plantagen
Friderichsberg giver et afgiørende Beviis;[144] Træerne staae bedre
der end jeg har seet dem paa St:Croix, de give en Mængde Uld, som baade er
lang hviid og fiin; jeg troer endogsaa
at mager Jord giver den hviideste og fiineste Uld; tillige afhænger Uldens
Værdi saameget af en rigtig Indsamling Reensning og Indpakning. Blandt de
Bomulds Arter, som dyrkes og trives bedst paa Friderichsberg fortiener den, som
v: Rohr kalder hviid Siam[145] Fortrinet for
alle øvrige, den giver baade længere og meere Uld end nogen af de andre Arter,
den er tillige den hyppigste; efter den hviide Siam er den storkornede Mudselin[146] almindeligst,
den giver vel ligesaa skiøn Uld, men der er baade kortere, i mindre Mængde, og
hænger vel fast ved Frøet. Blandt andre Arter dyrkes endnu 2 Arter, som have
deres egentlige Hiem i Guinea, nemlig den hviide og den bruune Ranke- Cathun,[147] den sidste
var ubekiendt for v: Rohr, men ingen af disse kan anbefales til Dyrkning, da de
give baade kort og lidet Uld i Forhold til det Rum de indtage; imidlertiid
kommer al den Uld Negerne forarbeide fornemmelig af den første Art Gujana
Cathuune, naar jeg maa dømme efter nogle faa Træer jeg fandt i Hr. Mejers
Hauge,[148] passer sig
ikke for Strandnegerne, den giver her kun lidet og kort Uld, maaske skulde
denne Art bedre trives i det meere fugtige Klima dybere i Landet.
Dalene
i Ga skal efter Planter Jansens[149] Vidnesbyrd
hvad Jorden angaaer være meget godt skikked for Sukker, kun frygter jeg for at
det ikke vil kunne udholde det altfor tørre Klima.
Tobak
Planten (Nicotiana Tabacum)[150] er eengang blevet
saaet paa Friderichsberg, og har siden den Tiid vedligeholdt og udbredt sig som
et Ukrudt, i hvilken Tilstand den endogsaa trives ret vel.
Indigo
Planten (Indigofera tinctoria) voxer af Naturen vildt i alle
Strandlandskaberne, det er altsaa rimeligt at den ved Dyrkning vilde trives
endnu bedre.
§
39
Akvapim. Saavel Biergene som Dalene i
dette Landskab tilbyde den skiønneste Jord og Klima for Kaffe, Sukker, Tobak og
andre indiske Produkter som behøve riig Jordbund og afvæxlende Regn. Maaske
endogsaa Kryder-Træer kunne dyrkes her med Fordeel.
Paa
Kaffe Dyrkningens Hold kan jeg kun fremføre følgende utilstækkelige Beviis, men
som dog synes at love noget. Hr. Mejer fik ved en Leilighed nogle Kaffe Bønner
af den lille blaalige Art fra Prinsens-Øe,[151] disse saaede han i
sin Hauge nær ved Christiansborg, Jorden bestaaer der for det meeste af Gruus
og Leer, er meget tør, og maaskee endogsaa noget saltagtig af den
nærvedliggende salte Lagun, af disse Bønner kom endeel fram, men den eene døde
efter den anden inden det første Aar, uagtet de omhyggelig bleve passede, noget
bidrog formodentlig til denne Uheld, at de vare Plantede i Skyggen af nogle
høie Træer, for at
beskytte dem mod Solheeden, tilsidst bleve
kun 14 tilbage, som alle havde et sygeligt og forkuet Udseende; da disse
Planter vare eet Aar gamle forplantede han de 8 til Jadofa[152] 4 Miile nord for Christiansborg, og uagtet de
uheldigviis bleve plantede paa et temmelig lavt
Sted, hvor de i Regntiiden bleve udsatte
for alt formeget Fugtighed, saa trivdes de dog meget hastig, og bare alt i
andet Aar eendeel Bønner, som Hr. Meyer omhyggelig bevarede for Formeerelse. De
6 Træer, som blev tilbage i Haugen ved Stranden, blomstrede uden Frugt, og
truede bestandig med at døe. Da jeg forlod Guinea var Hr. Mejer, opmuntret af
dette lille heldige Forsøg, i den Beslutning at anlægge en Plantage ved Jadofa
af nogle hundrede Træer, for ved saadant større Forsøg bedre at kunne bestemme
Udfaldet.[153]
Sukkeret
dyrkes i dette Landskab paa nogle faae Stæder, men i ubetydelege Mængde, da
Indbyggerne blot bruge det til at suge paa; de plante det derfor helst paa
fugtige Stæder, hvor det opnaaer en usædvanlig Høide, Tykkelse og Ovrflødighed
af Saft, men tillige mindre Sødhed og meere Mallas;[154] sikkert vilde det
vinde meget ved at plantes paa mindre fugtige Stæder. Jeg har seet Sukker Rør
fra Vineba 9 Miile vest fra Christiansborg, som var voxet i Strandegrene, det
gav ikke Sukkerrøret i St: Croix noget efter i Godhed, men det var og saa meget
mindre end det som voxer i Akvapim.
Tobak
har jeg eengang seet plantet af en Neger i dette Landskab, den stod
fortreffeligt, og gav meget store Blade, uagtet den simpleste Behandlingsmaade.[155]
§
40
Volta - Krepe og Avinno. Forskiellen
mellem Akvapim og Volta Krepe bestaaer i at dette Landskab er riktig Slætte,
som faaer mindre Regn, hvilket igien erstattes med Voltas Oversvømmelse, og en
lav og fugtig Beliggened. Kornsorter[156] frembringes her
næsten i større Overflødighed end i selve Akvapim, og jeg tvivler næsten ikke
paa at de fleeste Produkter, som kan frembringes det eene sted, maa ogsa kunne
trives det andet. De lavere Stæde i Volta Krepi synes især skikkede for
Riisavl.
Avinno
og Volta-Krepe have saa megen Liighed, at hvad der gielder om det eene, kan
ogsaa siges om det andet.
7 Cap.: Vanskeligheder for Kulturen af
indiske Produkter.
Landskaberne
i Nærheden af de danske Etablissementer vise altsaa en mærkelig Beqvemhed for
Colonial-Produkter, men for at frembringe disse i et saa raat Land møder igien
mangfoldige Vanskeligheder den beqvemmeste Maade vilde blive ved Kolonie Anlæg
af samme Indretning som de vestindiske; men for at begynde sadanne Anlæg maatte
skee mangfoldige Forberedelser, som alle i lang Tiid vare forbundne med
betydelige Udgivter, uden at bringe nogen Intægt.
§ 41
Grund-Rettighed
Først maatte man skaffe sig Ejendoms-Ret
til et Stykke Land, som fandtes beqvemt. Vel gielder mellem Ingbyggerne selv
Naturens Lov, nemlig at Grunden tilhører den, som først bemægtiger sig den, ved
at optage den til Dyrkning;[157] thi da Folkemængden
er saa lille i Forhold til Landets Størrelse, saa kan Grunden ingen Værdi have,
og det er ikke indfalet nogen, at ansee et Stykke Land, længere for sin Eiendom
ved han dyrker det. Men denne Ejendoms Maade kan kun gielde mellom Landets
Børn, og ikke for en fremmed, endskiøndt Negeren sikkert ikke vil formeene de?
der boesatte Europæere, at benytte smaae Stykker Land paa samme Maade til deres
Nødvendigheder; men dersom de vilde bemægtige sig store Strækninger, for der at
anlægge Plantager eller Kolonier, uden at Indbyggerne fandt nogen Fordeel
derved, eller maaske endogsaa bleve indskrændkede, saa vilde Tanken om deres
Rettighed snart vaagne, og de vilde hævne deres fornærmede Ejendom med Magten.
Men at forskaffe sig Grundret, vil være den mindste og mindst bekostelige
Vanskelighed at hæve; Negerne vilde med Fornøielse afstaa deres Rettighed til
hele Strækninger Land mod en billig Giengield og en vis maanedlig Rente, og
enda være glade over at have solgt en Ting af ingen Værdi med saa god Fordeel;
det sidste Vilkaar nemlig en vis maanedlig Rent vilde være nødvendig for at
Negerne ikke skulle glemme deres Forbund og fortryde Salget, i hvilket Tilfælde
de først vilde udtænke Hindringer, og tilsidst yppe Trætte og Striid;
naturligviis vilde denne Skat hæves af sig selv, naar Europæerne bleve mægtige
nok til at være den bydende Deel.
Det
raae Land vil altsaa blive en ubetydelig Udgivt i Forhold til sammes Kostbarhed
i Vestindien; men førnu Planteren kan virke, maa han have Vaaninger, Værker og
Redskaber i Orden, og for at dette kan skee savner man Materialier,
Haandværksfolk, Arbeidere, Lastedyr og Veie.
§
42
Bygnings Materialier
Af disse kan de fleste uden betydelig
Omkostning haves i Landet.
Til
Kalk opkaster Havet endel Skiølp (?)og i Floderne findes Mængde Østersskaller;
Brændsel dertil har man for den Umage at samle det. Man har hidindtil bygt med
en Sandsteen, som brydes paa de fleste Steder, og i Mangel af den findes der
Leer og Brændmaterielier nok til Teglsteen. Til smaat Tømmer som Bielker tiener
Jyi-Tjo,[158] Muteku[159] og Nåkå-Tjo,[160] til smaa
Bræde tiener Ha-Tjo,[161] Tah-Tjo[162] og Sesau-Tjo[163]. Tømmer og
Bræder af betydelig Størrelse maate udsendes fra Europa, ligeledes Jern, Glas
og Farve-Materialier; og til Værkerne saadanne Ting, som ikke af Haandværkeren
paa Stedet kunne forarbeides f: Ex: Valser og Kieder til Sukkerværkerne. Det
vil være høist nødvendig at bygge med Kalk og Steen, fordi de hviide Myrer[164] ere saa meget
almindelige, dog troer ieg ikke disse ville være sa vanskelige at indskrænke,
naar man bestandig ødelagde deres Tuer og dræbte Mødrene, som er kun een i hver
Tue.
§ 43
Arbeidere
De nødvendige Haandværksfolk maatte helst
udsendes fra Vestindien, da disse ikke ville lide saameget af Climatet, og
bedre forstaae de Værkers Bygning, som hører til Indiske Produkter. De som
udsendes fra Europa, maatte være i tredobbelt Antal, thi een tredie Deel er
inden det første Aar sikkert et Rov for Døden, en anden Deel bliver meget snart
misfornøiet, og altsaa bliver maaskee neppe endda det nødvendige Antal tilbage;
Iserts Anlæg tiener til Beviis herfor.
De
fornødne Arbeidere til Jorddyrkning og deslige kunne ikke faaes uden at aabne
Slavehandelen paa nye, thi de frie Negere, som ville lade sig leie til Arbeid,
ere baade for faae, for dovne og for dyre, endnu en anden Maade at forskaffe
sig Arbeidere paa, er ved Pandt-Slaver, men dette Antal vilde blive endmeere
udtilstrækkeligt, (see § 11). Prisen overhoved for hver Slave naar de bleve
indkiøbte fra Negerne selv vilde beløbe sig til 150 rd, og en Slaves aarlig
Underholdning med alle Nødvendigheder til 30 rd. Men Slaver kiøbte paa
Stedet selv, vilde maaskee sammenrotte sig
for at flygte til deres Hiem, omendskiøndt de fleste ere 1 a 200 Miile fra det indre
Africa. Bedre blev det altsaa at indkiøbe Negerne paa Oven-Kysten; prisen vilde
derfor blive den samme eller maaskee ringere, og Sprogets Forskiellighe vilde
holde dem i større Afstand fra Landets Indbyggere, og Transporten over Søen
vilde tillige tilintetgiøre Haabet, at finde deres Hiem igien. For at forebygge
disse Livegne Negeres Bortløbning, maatte man staae i bedste Forstaaelse med de
omliggende Nationer, og tillige tilstaa et omliggende Fetisser en maanedlig
eller aarlig Gage, for ikke at tage de bortløbne i Beskyttelse, eller at
udlevere dem naar de indfandt sig ( see § 11).
Da
Slavens Herre efter Landets Love staaer til Ansvar for Slavens Handlinger, og
altsaa ogsaa for Leiermaal saa var det ikke aleene af denne Aarsag, men ogsaa
for Formeerelsen nødvendigt at besætte Plantagerne med lige Antal af begge
Kiøn.
§
44
Lastedyr ere baade et betydeligt og
bekosteligt Savn, og dog høist nødvendige baade for Transporten, og for
Sukker-Plantager dybere i Landet, hvor Vinden ere ustadige, og tildeels mangle
Kraft til at drive Mølleverkerne.[165] Det eeneste brugelige
Lastedyr, man har i Landet er Oxen, men denne er dels liten, dels maatte den
først tæmmes og læres.[166] Fra det
dybere Africa kommer undertiiden Heste, men disse ere formedelst ubeqvemme
Veje, og den deraf følgende vanskelige Transport, meget dyre, dels ere de smaa
og svage. Det nærmeste og beqvemmeste Sted, hvor gode Æsler, Heste og Muller
kunne bekommes fra, er St. :Yago een af
det grønne Forbiergs Øer.[167] Ethvert Skib,
som fra Europa seiler til Guinea, maa passere det grønne Forbiergs Øer, det
kunne altsaa uden nogen Omvei eller betydeligt Ophold anløbe St. Yago, og da
der altid er roeligt Farvand mellem dette Sted og Guinea, saa kunde paa Dækket,
naar nogen Indretning blev giort dertil uden betydelig Bekostning bringes
eendel af disse Dyr til Guinea. Fra St. Yago bringes aarlig en betydelig Deel
af disse Dyr til Surinam, hvor især Mulerne betales meget dyrt. Fra Prinsens Ø
kunne ogsaa faaes Lastedyr, men Indkiøbet er der dyrere, og endskiønt det er
nærmere, vil Reisen dog for Vindens og Stømmens Skyld være ligesaa langvarig.
For
at lette Transporten og befordre Communicationen mellom forskiellige Stæder,
ville ordentlig anlagte Veje blive en betydelig Nødvendighed; disse ville i
Dalene, som i Regntiden ere næsten at ligne ved Mo...... (?), blive baade
vanskelige og bekostelige. For nærværende Tiid har man blot krumme og skiæve
Fodstier.
§ 45
Vanskeligheder fra Indbyggerne
Naar Europæeren ved Plantage Anlæg
begyndte at forøge deres Magt ville de snart blive mistænkte for Indbyggerne,
som maaskee endogsaa turde fatte den Beslutning, at standse Kolonien inden den
blev dem for mægtig; dels var det uundgaaeligt, at der nu og da reiste sig
Tvistigheder, som kunne give Andledning til Striid. Dog af de omliggende smaa
Nationer var ikke saa meget at befrygte, da det giensidigen medfødte Had snart
ville skaffe Europæerne Partie; men den mægtige herske og avindsyge Asiante
Nation, som hidindtil ansee de Danske for fredelige Handelsmænd, hvilke den
desuden ikke kunne angribe unden deres Befæstninger, og som Handelens Fordeele
endogsaa maatte overtale til at beskytte; denne vilde maaske nu hævne sig over
Tabet den havde lidt ved den ophævede Handel, og vendt til Streiferie og
Røverie i det indre Africa, vilde den nu benytte sig af den lette og
fordeelagtige Leilighed til at plyndre en værgeløs Kolonie; slige Tilfæde var
det nødvendigt at være beredt paa, og derfor maatte enhver Plantage paa en
Maade være befæstet; men da Bygningsmaterieren til saadanne Fortifikationer ere
i Landet, saa vilde de ikke blive betydelig Kostbare, især naar fleere
Plantager bleve bygte og befæstet under eet; Med Tiiden vilde denne Befæstning
blot være nødvendig paa Grændserne. Saadanne befæstede Plantager har man savnet
i Surinam og den engelske Kolonie i Sierra-Liona; paa det første Sted overumple
Busknegerne efter Godtbefindende hele Plantager, og bortføre Besætningen; og
paa det sidste Sted skal efter Rygtet Indbyggerne for 2 Aar siden have ødelagt
de fleste Plantager og dræbt mange af Kolonisterne.[168]
Saa
mange Vanskeligheder og betydelige Penge-Udlæg, som naturligviis ikke i lang
Tiid kan bringe nogen Fordeel, er det ikke rimeligt at nogen privat Mand vil
eller kan udsætte sig for.
§
46
Indbyggerne betragted som Dyrkere af
Kolonial Produkter.
At underviise og Opmuntre Indbyggerne til
Dyrkning af Kolonial Produkter var især ved Sukker og Indigo, som fordrer store
Vansker, et ganske forgiæves Arbeide, da Negerne savne Evne til at udføre
dette, og at understøtte dem med Laan, vilde være ganske at tabe Pengene.
Næsten ligesaastor Vanskelighed vilde det
have med Kaffe, Bomuld og de øvrige Produkter, som nogenledes kunne drives i
det smaae, thi Culturen vilde her have at kiempe mod Ladhed og Fordom mod alt
nyt, to Hovedtræk i Negernes Karakter, som neppe vil kunne savnes, førend
Europæerne faae meere Indflydelse paa deres moralske og politiske Tænkemaade;
Maaskee en nøiere Omgang med Europæerne i Tiiden vil skaffe dem Smag for
europæiske Beqvemmeligheder, og derved fremlokke en ukiendt Mangel, som vil
tvinge dem til Arbeide, for at kunne opnaae deres Ønsker; men dette forudsætter
allerede Landets Beboelse og Kultur ved Europæerne. For nærværende Tiid; da
Negerne kiende saa meget faae Fornødenheder, da han ingen fleere adtraaer, og
de han kan skaffe sig disse med lidet og tilvandt Arbeid, er jeg ganske
overbeviist om at all Underviisning og Opmuntring vil være spildt. Som et
Beviis for Negernes Dovenskab og Modbydelighed for alt Nyt behøver jeg blot at
anføre at Tobak er een af Negernes høieste Nødvendigheder, som de maae kiøbe
meget Dyrt af Europæerne; nu kan Tobaks Planten ikke aleene voxe, men den voxe
endogsaa næsten uden nogen Dyrkning, saaledes findes den vild i Plantagen
Friderichsberg og dog skal ingen Neger giøre sig den Umage at samle endsige
dyrke den; vil man bebreide en Neger saadan Efterladenhed, saa svarer han
sedvanlig: "mine Fedre befattede sig ikke med det og dog vare de lykkelige, og
skulde jeg vel blive lykkeligere end de med
at skaffe mig selv fleere Plager". Man maa ei ikke fulkommen undskylde
Negerne i denne Henseende, naar selv de oplyste Europæere handle ligesaa;
hvorlenge f: Ex: varede det inden Kartoflen blev almindelig antaget.
8. Cap.; Vanskelighederne for Kulturen med
Hensyn til Handelen
Om
Landet end fandes fuldkommen fordeelagtig for Kulturen, og der i denne Henseende
ingen Vanskeligheder vare at bestride, saa maa det dog tabe betydeligt, naar
det viser sig ugunstigt for Handelen. Unegtelig er Handelen til indisike
Colonial Culturs Liv, uden sin (?) vil denne aldrig kunne bestaae; er Landet
altsaa ikke beqvemt for Handelen, saa bliver Culturen et forgiæves Arbeid, som
vil falde af sig selv, med mindre Fordeelen skulle være saa betydelig, at den
kunne Lokke Handelsmanden til at oversee alle Vanskeligheder, og disse ere i
Guinea sandelig mange.
§47
Vanskelighederene med Transport og
Indladning
Da
Plantagerne maatte være beliggende i den frugtbareste Deel af Landet og altsaa
i det mindste 4 til 6 Miile fra Stranden, saa vilde Landtransporten til
Strandbredden allerede udgiøre en betydelig Bekostning, især da man saa meget
faa Stæder kunne benytte sig af Floderne. Vahrene maatte bringes til Stranden
næsten den samme Tiid som de skulle indlades, for i saa kort Tiid som mueligt
at være udsatte for Søevindens skadelige Fugtighed. I nogen Tiid at oppebevare
dem i Pakhuuse ved Stranden vilde ikke være raadeligt, thi Pakhuusene, ved
altid at være udsatte for den Taage af salt Vand, som Søe-Vinden fører med sig,
blive saaledes giennomtrukne af dette Salt, som bestandig trækker Fugtigheden
til sig af Luften, saa de tilsidst blive saa fugtige at ingen Vahre kan
henleges i nogen Tiid uden at bedærves.
Fra
Strandbredden til Skibene, som ligge ½ Miil til ¾ Miil fra Landet maa
Transporten i det mindste giennemb brændingen skee ved de dertil bygte
Fartøier, hvilket baade er forbunden med Bekostning og Vanskelighed, thi dertil
maae holdes mange Fartøier og øvede Negere, ofte vælter Fartøiet eller fyldes
med Vand, i begge Tilfælde ere Vahrene tabte. Yderst sielden er det umuligt at
Vahre kan bringes Tørt ud, da maatte de være i fuldkommen tætte Fade, hviket
baade vilde forøge Bekostningen, og heller ikke kunne skee med alle Vahre; men
dersom nogle Vahre bleve fugtige indladet, saa war det at befrygte at de ville
bedærve baade sig selv og andre i samme Skiberum.
Det
eeneste Sted hvor Transporten giennem Brændingen kunne skee i bedekte Fartøier
er fra Floden Volta; hvor Vahrene kunne i Floden inlades i smaa Lastedragere
paa 8 til 9 Fod, og atter aflades paa Havet i de større Skibe; men hvor megen
bekosting var ikke hermed forbunden, foruden at beregne den Fare saa ofte at
passere Voltas Munding, hvor Havet er saa uroligt; Grunden saa usikker og saa
ofte forandres.
§
48
Vanskeligheder for Skibsfarten
Paa den hele Kyst fra Sakumo-fyo til
Auguja Pynten er ingen Havn, dette Onde forøges endmeere derved at Ankergrunden
fra Sakumo-fyo til henimod Volta er fuld af Klipperev.
Da
det Tilfælde ofte indtræffer at Skibet ved stærk Søevind eller Strøm driver for
Ankeren, eller Ankertouget springer, eller et stormende Uveir reiser sig imod
Landet, saa maa Skibet for at redde sig sætte Seil til og søge ud fra Landet,
altsaa maa Seil og hele Takkelagen bestandig blive staaende, og kan altsaa ikke
faa det nødvendige Tilsyn, for at giøre det tienligt til længere Brug; hertil
kommer at Skibet paa den aabne Rheed bestandig er udsat for det atlantiske Havs
svære Rullinger, hvilket foraarsager en heftig Slingren, hvormed Skib og hele
Takkelage[169] lide meere
end om de virkelig var under Seil.
Skibet
maa være forsynet med fleere Ankere end sædvanlig, fordi de altid miste nogle,
og sielden forlade Kysten efter et Ophold af 4 Maaneder uden at have tabt 2 - 4
Ankere. Mange Skibe have giort uheldig Reise, blot fordi de have været slet
forsynede med Anker og Toug.
Skibet
maa være kobberhudet, da det ellers ødelægges af Træerne, og bevoxes med Tang
og Skaldyr, som giøre det uskikket til Seilads.
Skibet
maa seile godt, ellers kan det ikke arbeide sig op mod den vestlige Vind og
Støm, i Tilfælde at det drev af, eller havde Erinder frem og tilbage. I
Almindelighed have alle sletseilende og ukobrede Skibe en uheldig Reise.
Den
største Deel af sine Provisioner maa Skibet medbringe for hele Reisen fra
Europa, dette medtager betydeligt Skibsrum, foruden det at en stor Deel
bedærves.
Veien
til og fra Guinea er betydelig længere formedelst den nødvendige Omvei end til
og fra Vestindien.
Alle
disse Omstændigheder sammenlagte forøge Omkostninger og Risico, hvilket alt
maae erstattes med en ringere Priis paa Vahrene, med mindre de vare af den
Beskaffenhed, at de ingen andre Stæder kunde erholdes, hvilket er Tilfældet med
den hidintil paa Guinea førte Handel.
Horton skildrer Argotime (feilskriving for Agotime) som en liten "stamme" som
emigrerte fra "Ningo, Shai, and Addah". (Africanus Beale Horton, West African countries and people, 1.
utg. 1868, 1969, s. 129 - 130.)